
På engelsk hedder fodsvamp ’Athlete’s foot’, hvilket betyder ’sportsfolks fødder’. Men fodsvamp rammer alle, og ikke kun sportsfolk, så hvorfor mon denne betegnelse?
Fodsvamp er en almindelig lidelse blandt sportsfolk, da fodsvamp trives i varme og svedige områder mellem tæer, der ofte er lukket inde i sportssko i flere timer af gangen. I dag bruger mange mennesker sportssko eller andre lukkede sko hver eneste dag, og fodsvamp er derfor almindeligt blandt alle – nu mere end tidligere. Ca. 15 % af befolkningen lider af fodsvamp - der er lidt flere mænd end kvinder, der lider af fodsvamp (60:40).
Som sagt kan alle få fodsvamp. Det er ikke farligt, men det kan være meget irriterende med kløe og svie, der varer ved. Og så kan det sprede sig til andre dele af foden og resten af kroppen samt smitte andre mennesker.